Hvad giver os tryghed, når verden omkring os virker fremmed eller uoverskuelig? I denne serie lader Mogens Pedersen en kraftig rød bue spænde over to malerier. Under den står mørke, menneskelignende figurer samlet, mens ukendte skikkelser anes i de urolige farvespor ovenover. De to malerier sælges samlet som ét værk.
Buen er seriens tydeligste forbindelse. Den rejser sig gennem det ene billede og fortsætter ind i det andet, så de to billedrum bliver en del af samme fortælling. Den røde farve træder markant frem mellem hvide, grå, sorte og gule nuancer. Blikket følger dens bevægelse hen over figurerne, som står tæt under den.
I maleri nr. 47 stiger den røde linje op fra billedets nederste venstre område og bøjer sig hen over en gruppe mørke skikkelser. Figurerne har forskellige højder, men deres former griber ind i hinanden og får dem til at fremstå som en tæt enhed. De lange, sorte spor nedenunder kan ligne ben, skygger eller rødder. Måske er det mennesker, der finder fodfæste ved at holde sammen.
Over dem er billedrummet fyldt af lyse og mørke former. Her kan øjet finde antydninger af ansigter, spøgelser og væsener, som ikke lader sig bestemme entydigt. De kan opleves som noget truende, men også som billeder på alt det, vi endnu ikke kender eller forstår. Uvisheden får sin egen plads uden for buens beskyttende rum.
I maleri nr. 48 fortsætter den røde linje sin bevægelse ned gennem billedet. Også her samles mørke figurer tæt ved hinanden under buen. Gule felter lyser op mellem de sorte og hvide spor, mens lodrette løb giver omgivelserne et uroligt udtryk. Gruppen står midt i denne bevægelse, men nærheden mellem skikkelserne kan give en fornemmelse af sammenhold.
Figurerne i de to malerier deler den samme bue, selv om de står i hver deres billede. Det åbner for en fortælling om forbindelser, som rækker over afstand. Vi behøver ikke altid befinde os samme sted for at høre sammen. Et menneske kan være en del af vores tryghed, også når det ikke står lige ved siden af os.
Den røde bue kan opleves som omsorg, kærlighed eller et fælles tilhørsforhold. Måske er den familien, et venskab eller et sted, hvor vi kan sænke skuldrene. Dens beskyttelse består ikke nødvendigvis i at fjerne alt det svære. Den kan også være visheden om, at nogen bliver stående sammen med os, når det ukendte trænger sig på.
Samtidig har den røde farve en styrke, som gør buen til mere end en rolig indramning. Den kan rumme varme og liv, men også minde om en grænse, der bliver trukket. Hvad lukker vi ind i vores fællesskab, og hvad holder vi udenfor? Malerierne giver plads til at overveje, hvordan vi skaber tryghed, og hvilken betydning vores grænser har.
Den røde bue samler to menneskegrupper i én bevægelse. Omgivelserne forbliver fulde af uro og ubestemmelige former, men figurerne har fundet et sted at stå sammen. Måske begynder trygheden netop dér: i oplevelsen af, at vi ikke skal møde alting alene.
