I Fugle I og II lader Mogens Pedersen to gule fugle med blå øjne være hovedpersoner i en fortælling, der udfolder sig over to malerier. Fuglene træder frem mellem grå, blå, hvide og mørke farvestrømme. Deres former følger malingens bevægelser og giver dem et særpræget udtryk, hvor noget genkendeligt møder noget fantasifuldt. De tilhører ikke en bestemt fugleart, men en verden, hvor farver og former får lov at bestemme deres udseende.
I Fugle I, maleri nr. 028, sidder fuglene tæt sammen på samme gren. Deres gule kroppe lyser op mod baggrundens køligere nuancer, og de blå øjne giver dem en tydelig tilstedeværelse. De kan opleves som optaget af en samtale eller som to, der er trygge ved blot at være i hinandens selskab. De deler pladsen og synes at høre til i den samme lille verden.
Omkring dem løber farverne i lange, bølgende forløb. Blå og hvide spor veksler med grålige og mørke felter, som nogle steder ligger tæt og andre steder åbner sig. Baggrunden kan minde om grene, vegetation eller lys mellem træer, men den fastlægger ikke et bestemt sted. Det er fuglenes nærhed, der samler fortællingen.
I Fugle II, maleri nr. 029, er noget forandret. Fuglene befinder sig nu på hver sin gren og i forskellige højder. Afstanden mellem dem giver billedet en anden stemning. Den fælles plads er afløst af to positioner, og beskueren må forestille sig, hvad der er sket siden det første maleri.
Også deres udseende har ændret sig. Den ene fugl har fået en markant blå vinge, som strækker sig ned gennem den nederste del af kompositionen. Den blå farve, der tidligere især fangede blikket i øjnene, fylder nu langt mere og bliver en del af fuglens særlige fremtoning. Måske er vingen et tegn på, at den er ved at finde et nyt udtryk og gøre sig klar til at flyve.
Forandringen kan også læses med et smil. Måske har fuglen ganske enkelt været til frisør og fået lidt farve på tilværelsen. Den blå vinge behøver ikke varsle et stort brud. Den kan være et forsøg på noget nyt, en lyst til at skille sig ud eller en lille fornyelse, som den anden endnu skal vænne sig til.
I det andet maleri bevæger mange af farvesporene sig mere på tværs af billedet. De gule områder samler sig omkring fuglene, mens grålige mønstre og lyse linjer udfylder rummet mellem dem. De to skikkelser er stadig forbundet gennem farverne og det fælles billedrum, selv om de ikke længere sidder tæt sammen.
Serien åbner dermed for tanker om relationer, der ændrer form. At være tæt forbundet betyder ikke nødvendigvis, at man altid skal befinde sig samme sted eller udvikle sig i samme retning. Den ene kan få lyst til at prøve sine vinger, mens den anden bliver siddende lidt endnu. Afstanden kan rumme usikkerhed, men også give plads til selvstændighed og nye erfaringer.
Fuglenes blå øjne giver dem et vågent og lidt undrende udtryk. Beskueren kan derfor opleve dem forskelligt fra billede til billede: fortrolige i det første og mere afventende i det andet. Men deres følelser er ikke fastlagt. Måske savner de nærheden. Måske er de nysgerrige på, hvad den nye afstand gør muligt.
Mogens Pedersen lader tiden mellem de to malerier stå åben. Vi ser to situationer, men kender ikke begivenhederne, der forbinder dem. Har fuglene været uenige, fundet nye interesser eller blot flyttet sig til andre grene? Fortællingen opstår i det mellemrum, hvor beskueren selv forestiller sig forandringen.
Fugle I og II rummer både humor og eftertanke om at høre sammen og samtidig have sit eget liv. De to fugle forbliver genkendelige, selv om deres placering og udtryk ændrer sig. Måske er spørgsmålet derfor, hvordan man bevarer forbindelsen, når én eller begge får lyst til at brede vingerne ud.
Serien består af maleri nr. 028 og 029, hver på 80 × 80 cm. De to malerier sælges samlet som ét værk.
