Man skulle tro, at spøgelser havde vigtigere ting at tage sig til end at fornærme hinanden. Men i denne serie af Mogens Pedersen er en højst menneskelig konflikt flyttet ind i spøgelsernes verden. En uforskammet hilsen bliver sendt fra det ene maleri til det andet, og modtageren ser bestemt ikke ud til at more sig. De to malerier sælges samlet som ét værk.
Lyse spøgelsesskikkelser træder frem mellem sorte, løbende spor og felter af blå, grå og gullige farver. De mørke konturer giver dem ansigter og særpræg, mens farverne omkring dem skaber et uroligt rum, hvor flere former synes at gemme sig. Her er noget, der kunne være uhyggeligt, men figurernes udtryk og indbyrdes forhold trækker fortællingen i en humoristisk retning.
I maleri nr. 44 dominerer et stort, lyst spøgelse. Fra panden rejser sig en udvækst, der ved første blik kan ligne et horn. Ser man den som en fuckfinger, får hele figuren pludselig en anden personlighed. Spøgelset står ikke bare og passer sig selv. Det har tilsyneladende en mening om sin nabo og har valgt en temmelig direkte måde at udtrykke den på.
En mørk linje løber på tværs af billederne og binder dem sammen. Den kan opleves som en forbindelse mellem de to skikkelser, men også som en grænse eller et skel. Netop dér opstår en del af fortællingen: Figurerne har hver deres billedrum, men kan alligevel ikke lade hinanden være i fred. Hilsenen og reaktionen gør dem til deltagere i den samme situation.
I maleri nr. 45 står modtageren omgivet af mørke former og gullige farvefelter. Ansigtet kan læses som vredt, sammenbidt eller dybt fornærmet. Måske forsøger spøgelset at bevare sin værdighed og se farligt ud. Men jo mere alvorligt det tager fornærmelsen, desto sværere kan det være for beskueren at holde smilet tilbage.
Malerierne fortæller ikke, hvem der begyndte. Måske er den grove hilsen den første provokation. Måske er den et svar på noget, der allerede er sket. Vi ser kun et øjeblik i forholdet mellem de to, og netop derfor kan fantasien fortsætte historien. Hvad har de sagt eller gjort? Og hvem af dem vil insistere på at få det sidste ord?
Humoren ligger i genkendelsen. Et blik, en gestus eller en lille provokation kan få stor betydning, når stoltheden bliver ramt. Det gælder tilsyneladende også for væsener, der ellers burde være hævet over hverdagens små stridigheder. Mogens Pedersen giver spøgelserne temperament og lader dem afsløre nogle af de mindre højtidelige sider af menneskeligt samvær.
Spøgelser på kant leger både med billedets kant og med det at være på kant med hinanden. De to figurer er adskilt, men deres uenighed forbinder dem. Måske kunne de få fred ved at vende blikket en anden vej. Indtil da står de dér – den ene uforskammet, den anden fornærmet og begge fuldt optaget af naboen.
