I Naturens fængsel skaber Mogens Pedersen en tæt og gådefuld verden, hvor lange, lodrette former står foran et mylder af farver og spor. Mørke felter møder rosa, hvide og grønne nuancer, som træder frem mellem de markante linjer. De to malerier kan opleves som udsnit af den samme skov, hvor noget levende gemmer sig bag stammerne.
De lodrette former præger begge billeder. Nogle er brede og næsten sorte, andre lyse og smalle med ujævne kanter og fine udløbere. De kan minde om træstammer, hvor bark og lys skaber skiftende overflader. Samtidig opdeler de billedrummet i smalle passager, så beskueren ser ind i den farverige baggrund gennem åbninger.
I maleri nr. 011 står en bred, lys stamme tydeligt frem i venstre del af billedet. Dens lange spor løber ned gennem kompositionen og står i kontrast til de mørke former længere mod højre. Mellem dem ligger små lyse felter, runde farvepletter og rosa stænk. Enkelte hvide former kan opleves som ansigter eller skikkelser, der netop er ved at vise sig.
I nr. 012 fylder de rosa farver mere i baggrunden, mens mørke og lyse stammer skærer gennem billedet. Hvide former samler sig flere steder i uregelmæssige figurer. Nogle synes at række ud mellem stammerne, mens andre bliver næsten opslugt af omgivelserne. Her er en tæthed, som får blikket til at standse og søge efter en vej længere ind.
De to billeder deler et formsprog, men fordeler lys og mørke forskelligt. Når de opleves sammen, opstår en rytme mellem de lodrette linjer og de mange små bevægelser bag dem. Øjet kan følge en stamme ned gennem det ene maleri og derefter opdage en beslægtet form i det andet. Serien bindes sammen af disse gentagelser, uden at billederne bliver ens.
Titlen Naturens fængsel giver stammerne en dobbelt betydning. De hører til i skoven, men kan også opleves som tremmer foran det liv, der udfolder sig bag dem. Det rejser spørgsmålet om, hvem eller hvad der er fanget. Er skikkelserne holdt tilbage af naturen, eller er det beskueren, der står udenfor og ikke kan komme ind?
Skoven kan samtidig være et skjulested. Det, der ligner en afspærring, kan beskytte et sårbart liv mod omverdenen. De hvide skikkelser bliver derfor ikke nødvendigvis fanger. Måske har de trukket sig tilbage og betragter os fra et sted, hvor de selv føler sig hjemme. Malerierne lader forholdet mellem beskyttelse og begrænsning stå åbent.
De rosa farver tilfører varme og liv til de mørke omgivelser. De bryder forestillingen om en stille skov og giver baggrunden en næsten boblende energi. Sammen med de hvide stænk og små farvepletter skaber de en fornemmelse af, at meget foregår mellem stammerne, selv om vi kun får glimt af det.
Mogens Pedersen inviterer med serien til at se forbi de første, tydelige linjer. Jo længere blikket bliver mellem stammerne, desto flere former kan samle sig til ansigter, væsener og små hændelser. Hvad gemmer sig i skoven? Hvem betragter hvem? Og hvor går grænsen mellem et fængsel og et fristed?
Serien består af maleri nr. 011 og 012, hver på 50 × 60 cm. De to malerier sælges samlet som ét værk.
