Et sort bjerg rejser sig mellem grønne og blå farvefelter. Tinderne strækker sig op gennem maleriets midte, mens hvide spor følger de stejle sider. Nogle kan ligne sne på bjergtoppene, andre vandløb eller tåge, der glider gennem kløfterne.
Omkring bjerget bevæger lyse former sig på tværs af landskabet. Er det skyer og tågebanker, eller er det væsener, der langsomt viser sig? Nogle synes at have vinger eller lange udløbere, mens andre opløses i fine tråde. De hvide spor forbinder bjergets tinder med farverne omkring det og fører blikket fra den ene side af maleriet til den anden.
Til venstre mødes grønne og blå nuancer, mens lysere blå farver åbner landskabet til højre. Midt imellem står bjerget mørkt og markant. Dets form giver billedet tyngde, men tågen og de lyse strømninger gør det svært at afgøre, hvor klipperne slutter, og det, der bevæger sig omkring dem, begynder.
I Mogens Pedersens maleri mødes det faste og det foranderlige. Bjerget står som noget bestandigt, mens tågen skjuler dele af landskabet og lader nye former træde frem. Blikket søger en vej mellem tinderne, men kan ikke overskue det hele på én gang.
Måske handler maleriet også om de steder i livet, hvor vejen frem er svær at se. Tågen kan skjule både farer og muligheder, og først når den letter, viser landskabet sig på ny.
Hvad gemmer sig omkring det sorte bjerg – og hvad får du øje på, når tågen letter?
