I De første spøgelser åbner Mogens Pedersen døren til en verden, hvor figurer vokser frem af farvernes tilfældige møder. Maleriet er hans allerførste og er skabt på en gammel reklameplade af et plastlignende materiale, som stod i bygningen ved overtagelsen. En efterladt genstand fik dermed et nyt liv og blev begyndelsen på hans maleriske arbejde.
Billedfladen er præget af dæmpede grønne, brune og rosa nuancer. Lange, lodrette spor løber gennem farverne og kan give associationer til træstammer, slyngplanter eller noget, der langsomt drypper ned gennem en tæt skov. Mørke områder skaber dybde, mens lyse streger og forgreninger fører blikket rundt mellem billedets mange lag. Der er ingen tydelig sti gennem denne verden. Øjet må selv finde vej.
Mellem sporene dukker de hvide spøgelser frem. Nogle er lange og smalle, andre små og næsten skjulte. Flere har mørke øjne og åbne munde, der giver dem forskellige udtryk. De kan se overraskede, nysgerrige eller en smule fortabte ud. En høj, lys skikkelse til højre træder tydeligt frem, mens andre kun viser et ansigt eller en antydning af en krop. De synes både at høre til i omgivelserne og at være på besøg i dem.
Figurerne blev ikke alle planlagt på forhånd. Under arbejdet begyndte spøgelsesagtige former at vise sig i malingen, og Mogens Pedersen tegnede dem efterfølgende op, så deres særpræg blev tydeligere. Maleriet blev til i et samspil mellem tilfældighed og bevidste valg: Farverne foreslog noget, som kunstneren fik øje på og arbejdede videre med.
Trods spøgelserne er stemningen ikke entydigt uhyggelig. De små ansigter tilfører også humor og gør den dunkle verden befolket og levende. Måske betragter vi dem, men måske står de også og betragter os. Jo længere man bliver foran billedet, desto flere skikkelser og forbindelser kan man opdage.
De første spøgelser inviterer beskueren til at bruge sin fantasi og se en gang til. Hvor mange figurer gemmer der sig egentlig? Og hvornår bliver en lys stribe maling til et væsen med sit eget liv?
