I Livets farvespil lader Mogens Pedersen farverne mødes i en bred komposition, hvor lyse åbninger, mørke områder og kraftige farvespor hele tiden skifter betydning i forhold til hinanden. Blikket kan følge en bevægelse gennem billedet, standse ved en lille detalje og derfra finde en ny vej. Der er flere steder at begynde og ingen bestemt rækkefølge at opleve maleriet i.
Til venstre mødes røde, violette og blå nuancer med lyse, næsten cremefarvede områder. Farverne ligger nogle steder tæt og mættet, mens de andre steder brydes af fine spor og åbninger. En kølig blå bevægelse fører ind mod midten, hvor grønne felter og hvidlige former giver billedet et andet lys. Her synes farverne at vokse ind over hinanden som vegetation, vand eller skyer i et landskab, der endnu ikke har fundet sin endelige form.
Gennem den centrale del træder lyse spor frem mod det grønne. En af formerne kan opleves som en menneskeskikkelse i bevægelse, måske med en løftet arm. Men figuren er ikke entydig. Den kan samle sig for øjet et øjeblik og derefter opløses i malingen igen. Netop dette skift mellem farve og genkendelig form giver plads til beskuerens egne opdagelser.
Mod højre samler et stort, mørkt område sig skråt gennem kompositionen. Det tilfører tyngde og skaber en markant kontrast til de lyse grønne og hvide partier. I og omkring mørket dukker små gule, røde og blå felter frem. Farverne fortsætter, selv dér hvor billedet ved første øjekast virker tæt og lukket. Nederst til højre får blå og turkise nuancer igen mere plads, blandet med mindre felter af varme farver.
Titlen Livets farvespil åbner for at opleve disse møder som et billede på livets mange stemninger. Nogle farver tiltrækker os straks, mens andre først bliver interessante gennem deres samspil med omgivelserne. Et lyst område kan virke stærkere ved siden af et mørkt, og en lille farveplet kan få betydning langt ud over sin størrelse. På samme måde kan enkelte øjeblikke, møder og oplevelser sætte deres præg på en større del af vores liv.
Farver vækker også personlige associationer. En grøn nuance kan minde om et bestemt sted, en blå om en årstid og en rød om en følelse. Derfor vil forskellige beskuere ikke nødvendigvis standse de samme steder i maleriet. Det, der giver én ro, kan vække uro eller nysgerrighed hos en anden.
Mogens Pedersen inviterer med værket til at lade blikket vandre og undersøge, hvad der træder frem. Hvilke farver søger du mod? Hvor finder du ro, og hvor bliver du udfordret? Måske ændrer svarene sig, når du ser billedet igen.
Værket er et abstrakt akrylmaleri med lag og farvespor på tyk lydplade.
