Et øjebliks uopmærksomhed, et væltet glas – og så har farven fundet sin egen vej. Dybe, vinrøde felter breder sig langs maleriets overkant og løber ned mellem hvide strømninger, grønne lag og små blå glimt. Midt i billedet hænger en rød form som en tung dråbe, mens et bredt parti til højre næsten når helt til bunden. Hvis dette begyndte med et glas rødvin, har det været et usædvanligt stort glas.
De hvide spor forgrener sig på tværs og fortsætter nedad i lange, tynde løb. Nogle steder bryder de gennem det røde, andre steder blandes farverne i rosa overgange. Det kan ligne sporene efter en febrilsk oprydning, hvor forsøget på at redde situationen blot har fordelt ulykken over et endnu større område. Man kan næsten høre nogen sige: »Lad være med at gnide i det!«
Under og mellem de røde felter bliver en grøn og mørk farveverden ved med at vise sig. Små blå områder dukker frem nær toppen, og de lyse strømninger danner mønstre, som blikket kan følge gennem hele det brede maleri. Farverne dækker hinanden, bryder frem igen og gør det vanskeligt at afgøre, hvad der er selve uheldet, og hvad der er kommet til undervejs.
I Mogens Pedersens maleri får en genkendelig hverdagssituation både humor og dramatik. Titlen gør de abstrakte farveløb til en fortælling om det øjeblik, hvor kontrollen glipper. Først kommer forskrækkelsen, så de gode råd og de hurtige hænder. Bagefter står man tilbage med noget, der ikke kan bringes helt tilbage til udgangspunktet.
Men måske er der også noget befriende i ulykken. Det uplanlagte har skabt forbindelser og former, som ingen kunne have bestemt på forhånd. Den røde farve har sat sine spor, og nu må man se, hvad der kan komme ud af dem.
Ser du en ødelagt aften, en vellykket farvefest – eller et uheld, der bliver en bedre historie, hver gang det fortælles?
