I Universet åbner Mogens Pedersen et billedrum, hvor lyse spor og stærke farver træder frem mod mørke områder. Hvide stænk, grønne felter, røde flader og en markant gul farve mødes i en komposition uden en tydelig horisont. Der er ingen fast grund under blikket. Øjet kan bevæge sig frit mellem farverne, som når man betragter en stjernehimmel og forsøger at forstå afstandene mellem de lysende punkter.
Øverst i billedet ligger et bredt, mørkt område, brudt af hvide prikker og uregelmæssige lyse spor. De kan opleves som stjerner, der står med forskellig styrke og tæthed. Nogle lyser tydeligt frem, mens andre næsten forsvinder i baggrunden. Mørket giver dem plads og skaber en fornemmelse af dybde, som fortsætter bag den synlige billedflade.
I venstre side mødes varme orange og rødlige nuancer med rosa, hvide og grålige lag. Farverne danner slørede overgange, som kan minde om skyer af støv og lys. Længere nede samler grønne områder sig mellem lyse stænk og mørkere åbninger. Formerne har ingen faste grænser. De synes at brede sig, fortætte sig og opløses igen.
Mod højre får det røde en mere dominerende rolle. Et stort rødt felt gennemskæres af lyse spor og møder kølige, blågrønne nuancer øverst. Nederst bryder en klar gul form frem tæt ved et mørkt parti. Den skaber et intenst holdepunkt i billedet og kan give associationer til varme, energi eller noget, der er ved at blive til.
Farvernes møder gør det muligt at opleve maleriet som et univers i bevægelse. Nogle områder kan ligne stjernetåger, andre fjerne galakser eller lys, der bryder frem gennem kosmisk mørke. Det er associationer, som opstår i mødet med billedet. Værket giver beskueren frihed til at forestille sig det, der ligger uden for den verden, vi kender.
Maleriets høje placering er en del af oplevelsen. Beskueren må løfte hovedet og rette blikket opad, ligesom under en åben nattehimmel. Den fysiske bevægelse understreger forholdet mellem mennesket og det store rum, vi forsøger at overskue. Vi står på ét bestemt sted, men ser mod noget, hvis udstrækning vi har svært ved at begribe.
I Universet bliver farven en måde at nærme sig denne ufattelige størrelse på. En lille hvid prik kan opleves som en fjern stjerne, mens et helt farvefelt kan åbne sig som et rum med sin egen dybde. Størrelsesforholdene forbliver ubestemte. Det, der ser småt ud for os, kan i forestillingen rumme noget enormt.
Mogens Pedersen inviterer beskueren til at blive i denne undren. Hvor langt fortsætter mørket? Hvad gemmer sig bag de lyse områder? Og hvad findes der uden for det udsnit, vi kan se? Blikket kan blive ved med at søge, for der er altid endnu en farve, endnu et lyspunkt og endnu noget at opdage.
