Et vinterlandskab med huse, sne og et nøgent træ træder frem som et kig ind i en anden verden. Omkring landskabet breder dybblå felter sig over lyse flader. Farven løber ned i dryp og møder vandrette og lodrette linjer, der kan minde om et vindues sprosser.
Mogens Pedersen har malet oven på et ældre maleri og ladet en del af det oprindelige motiv stå synligt. Den bevarede vinterscene bliver et vindue til den tidligere fortælling, mens nye farver og former forandrer omgivelserne. Det gamle landskab er stadig til stede, men det opleves nu i en ny sammenhæng.
Den rolige scene med de snedækkede huse møder et mere frit og abstrakt udtryk. Den blå farve indrammer landskabet, men synes også at brede sig ind over billedet. Til højre danner de blå streger et åbent gitter, mens farven samler sig langs maleriets nederste kant.
Det blå stopper ikke ved billedfladen, men fortsætter ud på rammen. Dermed bliver rammen selv en del af maleriet, og grænsen mellem vinduet og verden omkring det bliver mindre tydelig. En svag lyserød kant tilfører en stille varme til de kølige blå farver og vinterlandskabets sne.
Vinduet kan ses som en fortælling om at skabe noget nyt uden at slette alt det, der var før. En del af fortiden får lov at stå tilbage og bliver en del af en ny fortælling.
Ser du ind i et vinterlandskab – eller tilbage på noget, der engang var? Og hvad ville du selv vælge at bevare, når noget nyt tager form?
