I De orange mysterier skaber Mogens Pedersen et fantasifuldt billedrum, hvor orange former træder frem mellem lyse, grå og gyldne farvestrømme. Figurerne giver øjet noget at samle sig om, men deres betydning er ikke entydig. Det, der først ligner en genkendelig skikkelse, kan ændre karakter, når blikket bevæger sig videre og opdager en ny forbindelse.
I billedets venstre del fylder gyldne og gullige nuancer sammen med brede, hvide forløb. Farverne løber i tætte, bølgende mønstre, som kan minde om vand, lys eller en overflade under langsom forandring. De fine gentagelser giver området en særlig rytme, mens større lyse felter skaber åbninger mellem de mange detaljer.
Mod midten samler grå og mørkere former sig i et tættere område. Hvide spor snor sig gennem det grå og tegner uregelmæssige kanter, som nogle steder kan ligne ansigter, profiler eller væsener. Her bliver billedets dybde vanskelig at bestemme. Noget synes at ligge foran, mens andre former forsvinder ind mellem lagene.
En lang, mørk linje strækker sig næsten vandret gennem den centrale del. Den skaber et holdepunkt mellem de bølgende bevægelser og kan opleves som en kant eller en grænse. Måske adskiller den to områder i landskabet. Måske antyder den en vandoverflade, hvor det, vi ser ovenover, får en anden karakter nedenunder.
I øverste højre del mødes hvide, rosa og grålige felter med små mørkeblå markeringer. Her træder en lang, orange form frem, som kan opleves som en snemands gulerodsnæse. Når den først er blevet set sådan, kan de omkringliggende lyse former begynde at samle sig til et ansigt. Men figuren er kun antydet, og andre læsninger er stadig mulige.
Længere nede findes orange skikkelser, der kan minde om dykkere. Deres langstrakte former synes at bevæge sig gennem de lyse og grålige omgivelser. Farvernes bølgende spor understøtter fornemmelsen af vand, hvor konturer forskydes, og kroppen bliver en del af strømmen omkring den.
Snemanden og dykkerne hører umiddelbart til i forskellige verdener. Den ene vækker tanker om sne, kulde og vinter, mens de andre fører os under vandet. I maleriet kan de eksistere side om side. Forbindelsen mellem dem opstår gennem den orange farve og gennem beskuerens evne til at skabe en fortælling af spredte tegn.
Det orange har en særlig rolle i kompositionen. Farven optræder i afgrænsede områder og skiller sig ud fra de store hvide og grå felter. Den trækker opmærksomheden til bestemte former, som bliver mulige hovedpersoner i billedet. Samtidig dukker beslægtede varme nuancer op andre steder, især i den nederste del, så figurerne fortsat er forbundet med helheden.
Maleriet veksler mellem noget, der kan ligne et landskab, og noget, der opleves som ren bevægelse. De gyldne strømme kan være lys over en overflade, de grå områder kan være dybder eller klippeformationer, og de hvide felter kan skifte mellem sne, skum og åbne rum. Ingen enkelt forklaring samler alle detaljerne.
Titlen De orange mysterier gør denne åbenhed til en del af værkets fortælling. De orange former er spor, som beskueren kan undersøge, men de fører ikke nødvendigvis til én løsning. Måske finder man flere figurer, som hører sammen. Måske viser det sig, at hver skikkelse har sin egen historie.
Mogens Pedersen inviterer til at lade fantasien arbejde sammen med blikket. Man kan begynde ved gulerodsnæsen, følge en mulig dykker eller gå på opdagelse i de mere skjulte former mellem farverne. Jo længere man bliver, desto flere forbindelser kan opstå.
Er vi over eller under vandet? Ser vi et vinterlandskab, en undersøisk verden eller et sted, hvor forskellige forestillinger mødes? De orange mysterier lader spørgsmålene stå åbne og giver plads til, at næste blik kan føre til en helt anden fortælling.
