Gyldne formationer strækker sig ned fra mørke flader og rejser sig fra bunden som drypsten i et skjult hulerum. Nogle er lange og spidse, andre brede og ujævne. Mellem dem åbner sorte og dybt lilla felter sig som gange, der fortsætter længere ind, end blikket kan følge.
De gyldne farver løber gennem maleriet og binder hulens former sammen. Nogle steder hænger de som dråber fra et loft, andre steder samler de sig i større felter. Grå strømninger tegner mønstre i mørket, mens små prikker giver de lyse partier et porøst og levende præg.
Formerne synes både at flyde og være størknet. De kan minde om spor efter vand, der gennem lang tid har fundet vej gennem klippen og efterladt lag på lag. En enkelt dråbe fylder ikke meget, men gentagelsen kan langsomt skabe en hel verden af former.
I Mogens Pedersens maleri bliver drypstenshulen en fortælling om tid og om det, der vokser næsten umærkeligt. Forandringen kan være svær at se, mens den sker, men efterlader sig alligevel spor.
Hulen inviterer også til at gå på opdagelse. Mørket skjuler noget, mens de gyldne formationer viser vej gennem billedet. Hvad får du øje på længere inde – og hvad vokser langsomt frem i dit eget liv, dråbe for dråbe?
