I Blå bølger skaber Mogens Pedersen et billedrum, hvor lyseblå flader møder mørke, opadstræbende former og lyse spor, der bevæger sig på tværs. Farverne giver umiddelbart en kølig og rolig stemning, men under denne ro findes en komposition fuld af forskydninger, krydsninger og bevægelse.
Den lyseblå farve fylder store dele af maleriet og binder de forskellige områder sammen. Nogle steder står den som en åben flade, mens den andre steder gennemløbes af fine grålige, mørke og rosa spor. Det skaber en vekslen mellem luftige områder og tætte passager, hvor blikket må standse og undersøge detaljerne.
Fra billedets nederste del rejser lange, smalle former sig i forskellige højder. Enkelte ender i spidser, mens andre bøjer over i afrundede toppe. De kan minde om klipper, tårne eller konturer af et landskab, som er blevet strakt og forskudt. Deres ujævne grænser får dem til at virke ustabile, som om de spejler sig i en overflade, der aldrig står helt stille.
Mod højre bliver farverne tættere. Her mødes sorte og mørkeblå spor med rosa felter, som trækker ned fra billedets øverste kant. De varme nuancer bryder det kølige blå og tilfører området en anden intensitet. De mørke former står tydeligere frem her, men opløses samtidig i fine, lodrette forløb.
På tværs af disse bevægelser løber lyse bølgespor. Et markant forløb stiger fra nederste venstre del op mod højre, hvor det flader mere ud. Kanten er ujævn og fuld af små gentagelser, som kan give associationer til skum på en bølgekam. Under den lyse linje hænger fine spor ned og forbinder den med farvelagene nedenunder.
En anden lys linje kommer ind fra venstre og bevæger sig ned gennem kompositionen. Den møder de øvrige spor og fortsætter ind i et netværk af buer og skrå forbindelser i den nederste højre del. Her bliver bevægelsen mere sammensat. Linjerne krydser hinanden, danner åbninger og skaber nye retninger for øjet at følge.
Mødet mellem de lodrette former og de tværgående bølger giver maleriet dets særlige spænding. Noget rejser sig, mens andet strømmer forbi. Blikket kan følge en mørk form opad og derefter blive ført til siden af en lys bølge. Der er ingen enkelt bevægelse, som forklarer hele billedet.
Titlen Blå bølger åbner for at opleve kompositionen som vand, lys og spejlinger. De høje former kan være et landskab, der afspejles og forandres af vandets uro. Men billedet fastholder ikke en bestemt udsigt. Det giver også plads til at se et fantasifuldt rum, hvor farver og linjer følger deres egne forløb.
På afstand samler de blå nuancer billedet til en rolig helhed. Tættere på viser overfladen mange små brud og bevægelser. Denne forskel mellem helhed og detalje kan minde om vand, der virker stille på afstand, men hele tiden ændrer sig, når man betragter det nærmere.
Mogens Pedersen inviterer med Blå bølger beskueren til at lade blikket følge disse skift. Hvor opleves vandets ro, og hvor mærkes dets kraft? Hvilke former synes faste, og hvilke er allerede ved at flyde videre? Maleriet fastholder et øjeblik, hvor landskab, spejling og bevægelse endnu ikke lader sig skille helt fra hinanden.
