Hvide fantasivæsener svæver mellem lodrette lag af lilla, gråt, sort og okker. Spidse former breder sig som vinger, og fine, buede spor følger bevægelsen gennem luften. Figurerne synes at være på vej væk fra de mørke farver og ud i et åbent rum.
Øverst til højre har en mindre skikkelse fundet fri af de større former, som om den allerede har opdaget vægtløsheden. De øvrige væsener strækker sig ud, og deres vinger og lange udløbere mødes på tværs af billedet. Måske flyver de for første gang. Måske er de ved at vise hinanden, hvordan det kan lade sig gøre.
Der er en frihed i at slippe underlaget og mærke, at noget bærer. Men øjeblikket kan også rumme usikkerhed. Hvad sker der, når man giver slip på det kendte og bevæger sig ud i noget, man endnu ikke ved, om man kan mestre?
I Mogens Pedersens maleri bliver flyvningen et billede på håbet om, at mere er muligt, end man først tror. Væsenerne synes at finde modet sammen. Den ene er måske allerede kommet afsted, mens de andre følger efter og opdager, at de også kan.
Titlen kan læses som et fælles, begejstret udbrud: Vi kan flyve.
Hvad ville du turde, hvis frygten fyldte mindre, og håbet fik lov at bære?
