Lyse strømninger af hvidt, rosa og gråt bøjer sig gennem billedet som et urhav i bevægelse. Farverne samler sig, deler sig og hvirvler videre mellem grønne og okkerfarvede områder. Midt i denne bevægelse begynder levende former at vise sig. I Skabelsen åbner Mogens Pedersen en fortælling om livets tilblivelse og den verden, vi selv er en del af.
En bred, lys strøm fører blikket fra den nederste del af maleriet ind mod midten, hvor formerne bliver tættere og mere sammensatte. Herfra kan øjet følge forgreninger videre op gennem billedet. Nogle steder flyder farverne blødt sammen. Andre steder danner mørkere konturer små afgrænsninger, som får noget genkendeligt til at træde frem.
De grønne felter kan give associationer til planter og frodighed, mens de varme jordfarver antyder fast grund. Men der findes ingen entydig horisont eller opdeling mellem hav, land og himmel. Elementerne synes stadig at være i færd med at finde deres form. Verden er under tilblivelse, og grænserne mellem dens forskellige dele er endnu åbne.
Mogens Pedersens optegninger med Posca fremhæver skikkelser, som er vokset frem af farvelagene. Et spor bliver til en ryg, en bue til et hoved, og en lille form får pludselig karakter af et levende væsen. Optegningerne giver øjet noget at holde fast i uden at lukke billedets mange muligheder.
En elefant anes blandt figurerne, mens andre former er vanskeligere at bestemme. Er der en søhest, et firben, en ørn eller en flamingo? Måske ser forskellige beskuere forskellige dyr. Måske befinder væsenerne sig netop mellem det, de var, og det, de er ved at blive.
Menneskelignende skikkelser indgår også i mylderet. De træder frem af de samme strømninger som dyrene og planterne og bliver dermed en del af den fælles bevægelse. Mennesket får ingen tydeligt adskilt plads uden for naturen. Det opstår midt i den og deler billedrum med alt det øvrige liv.
Mellem de større former færdes små myrer. De kan let overses ved første blik, men får betydning, når man kommer tættere på. Som flittige arbejdere er de med til at bygge og forme verden i det små. Deres tilstedeværelse giver fortællingen en anden målestok: Det, der fylder mindst i billedet, kan stadig have en vigtig rolle i helheden.
Maleriet inviterer derfor til både at se på afstand og gå tættere på. På afstand dominerer strømmenes store bevægelse og de lyse farvelag. Tæt på viser der sig konturer, små væsener og forbindelser, som ændrer oplevelsen. En del af skabelsen foregår også i mødet med beskueren, når en hidtil ubestemt form pludselig bliver til noget levende.
Titlen Skabelsen åbner et stort spørgsmål uden at fastlægge én forklaring. Billedet kan opleves som en fortælling om evolution og livets fælles udspring, men også som et mere åbent billede på, hvordan noget nyt bliver til. Former opstår af et kaos, finder midlertidige grænser og indgår derefter i nye sammenhænge.
Farvernes bevægelse binder de mange skikkelser sammen. Selv når vi får øje på et bestemt dyr eller et menneskelignende væsen, forbliver det en del af de lag, det er vokset ud af. Der er en forbindelse mellem den enkelte form og det større forløb, ligesom der er mellem de små myrer og de store væsener omkring dem.
Mogens Pedersen fastholder en verden, som endnu ikke virker afsluttet. Der kan stadig vise sig nye figurer mellem strømningerne, og det velkendte kan ændre karakter, når blikket finder en anden vej. Måske er det livets begyndelse, vi ser. Måske er det en påmindelse om, at tilblivelse og forandring fortsætter omkring os.
Skabelsen lader beskueren gå på opdagelse i en fælles verden af stort og småt. Hvilke væsener finder du, og hvilke forbindelser træder frem mellem dem? Måske bliver spørgsmålet til sidst, hvor vi selv hører til i den bevægelse, der stadig former livet.
