I To verdener skaber Mogens Pedersen et møde mellem to væsener, som befinder sig i hver deres landskab. En blå flod bevæger sig gennem billedet og markerer en adskillelse mellem en grålig, stejl verden og et grønt område af bølgende former. På hver sin side står en skikkelse, der synes at have fået øje på den anden. Afstanden mellem dem bliver udgangspunktet for en fortælling om nysgerrighed, forskellighed og muligheden for kontakt.
I billedets øverste venstre del rejser grå, hvide og brunlige farver sig i tætte, ujævne forløb. De kan opleves som klipper eller bjergsider, hvor lyse spor tegner konturer gennem de mørkere områder. Her gemmer en slank skikkelse sig tæt ved kanten. Dens lyse omrids og små øjne får den til at træde frem, men kroppen er samtidig vævet ind i landskabets linjer.
På den modsatte side ses et væsen i grønne omgivelser. Dets to runde øjne er tydelige, mens resten af figuren næsten opløses i de slyngede spor. Kroppens kontur følger farvernes bevægelse og giver indtryk af, at væsenet hører naturligt til netop her. Det er lettere at opdage ansigtet end at afgøre, hvor figuren begynder og ender.
Begge skikkelser er dermed tæt forbundet med deres omgivelser. Den ene træder frem af det grålige landskab, den anden af det grønne. De kan opleves som væsener, der er formet af hver deres verden og derfor ser forskellige ud. Alligevel deler de noget genkendeligt: øjne, en tilstedeværelse og en mulig opmærksomhed på den anden.
Den blå flod danner en passage gennem farverne. Øverst samler det blå sig i et tydeligt felt, som længere nede bliver smallere og fortsætter mod venstre. Vandets kølige farve skiller sig ud fra de grå og grønne nuancer og hjælper blikket med at finde vej mellem landskaberne. Floden kan være en hindring, men dens bredder bliver også det sted, hvor de to verdener kommer tæt på hinanden.
De mange bølgende linjer gør landskabet bevægeligt. Grønne, hvide og mørke spor løber ind mellem hinanden, som strømme i vand eller lag i jorden. Selv de områder, der kan ligne fast klippe, har et flydende præg. Det giver billedet en spænding mellem adskillelse og sammenhæng: Verdenerne er forskellige, men de er opbygget af beslægtede bevægelser og findes inden for den samme helhed.
Titlen To verdener kan læses som en beskrivelse af landskabet og som et billede på mødet mellem mennesker med forskellige erfaringer. Det, der føles velkendt og trygt for den ene, kan virke fremmed for den anden. Fra hver sin bred ser de måske noget, de endnu ikke har ord eller forklaringer for.
Figurernes udtryk fastlægger ikke, om mødet er præget af forsigtighed, overraskelse eller glæde. De står på afstand, og der er endnu ingen tydelig handling, som afslører, hvad der vil ske. Netop dette øjeblik giver plads til beskuerens egen fortælling. Vil de blive stående og betragte hinanden, vende tilbage til det velkendte eller forsøge at finde en vej over?
Mogens Pedersen lader spørgsmålet stå åbent. Maleriet viser et møde, hvor forskellene er synlige, mens forbindelsen stadig er en mulighed. Hvem er den anden? Hvordan ser verden ud fra den modsatte bred? Og hvad skal der til, før nysgerrigheden bliver stærkere end afstanden?
