I Den tavse nisse skaber Mogens Pedersen en stille, gådefuld scene med to skikkelser, der står tæt sammen i et landskab af grønne, grå og blå farvestrømme. Figurerne træder frem gennem enkle ansigtstræk og tydelige konturer, mens deres kroppe næsten vokser sammen med omgivelserne. De synes at høre til i denne verden, selv om beskueren ikke umiddelbart kan afgøre, hvor de befinder sig.
Nissen står som en lang, smal figur med en høj, spids hue. En lille rød markering nær huens top bryder de kølige farver og leder blikket hen mod ham. Hans ansigt er enkelt og tilbageholdende. Han giver ingen forklaring på, hvem han er, eller hvad der er sket. Titlens tavshed bliver dermed en del af mødet med figuren: Vi kan betragte ham, men hans historie må vi selv forsøge at forstå.
Ved hans side står en anden skikkelse med et anderledes, mere afrundet hoved og små udløbere omkring ansigtet. De lyse markeringer giver figuren et vågent og overrasket udtryk. Er det et skovvæsen, en ven eller en ledsager fra et sted, vi ikke kender? Figuren lader sig ikke entydigt bestemme, men dens nærhed til nissen giver de to en fælles fortælling.
Mellem skikkelserne løber en arm, som forbinder dem. Små fingerlignende streger ved den venstre figurs skulder får gestussen til at ligne en hånd, der holder om eller støtter. Det er en enkel detalje, men den tilfører scenen varme. Midt i de urolige omgivelser har de to kontakt med hinanden.
Bag dem bevæger farverne sig i lange, bølgende forløb. Mørkegrønne og grå områder fylder venstre side, mens lysere grønne, blålige og hvidlige spor rejser sig mod højre. De lodrette bevægelser kan minde om træstammer, klippevægge eller vækster, som strækker sig op gennem billedet. Øverst bliver mønstrene tættere og danner buer og forgreninger, der kan opleves som et loft over figurerne.
Omgivelserne veksler derfor mellem skov og underjordisk rum. Måske står skikkelserne mellem træer i tusmørket. Måske er de netop kommet ud af en grotte, hvis indre stadig anes bag dem. Maleriet fastlægger ikke stedet, og denne åbenhed giver plads til forestillingen om en verden, som fortsætter uden for billedets kanter.
De mange slyngede spor står i kontrast til figurernes mere rolige fremtoning. Rundt om dem synes farverne at strømme og forandre sig, mens de selv bliver stående. Deres indbyrdes forbindelse bliver et holdepunkt i et rum, hvor meget andet er ubestemt. Måske finder de tryghed hos hinanden, eller måske deler de blot et øjeblik, hvor der ikke er behov for ord.
Tavsheden kan rumme flere betydninger. Den kan være udtryk for fortrolighed mellem to, der allerede kender hinandens historie. Den kan også være et tegn på, at noget endnu ikke kan fortælles. Har de oplevet noget usædvanligt på deres vej? Gemmer de på en hemmelighed, eller er de blot standset for at betragte den, der nu står foran maleriet?
Mogens Pedersen inviterer beskueren til at undersøge de små tegn frem for at få hele fortællingen forklaret. Den spidse hue, den fremmede ledsager og hånden på skulderen giver spor, men ingen endelig løsning. Nissen forbliver tavs. Til gengæld kan fantasien give stemme til det, der måske er sket mellem de to.
