En mørk, menneskelignende figur træder frem mod en kraftig gul baggrund. Kroppen er indhyllet i sorte spor og omgivet af et tæt net af linjer, der kan ligne et spindelvæv. Kun de små, lyse øjne og grønne former midt i kroppen bryder mørket. I Biologisk advarselsskilt undersøger Mogens Pedersen forholdet mellem mennesket, forureningen og det liv, der stadig findes under overfladen.
Maleriet hænger på spidsen. Sammen med de gule og sorte farver giver det associationer til et advarselsskilt, som skal få os til at standse og være opmærksomme. Men her er intet enkelt symbol, der fortæller præcist, hvad faren består i. Advarslen tager form som en skikkelse, vi måske kan genkende os selv i.
Figuren fylder billedets midte. Den er langstrakt og tung af mørke lag, som flere steder løber ned i sorte striber. Kroppens grænser er vanskelige at skelne fra sporene omkring den. Det kan opleves, som om forureningen har lagt sig over mennesket og er blevet en del af dets ydre.
På begge sider breder spindelvævet sig ud. Nogle linjer danner tydelige felter, mens andre ligger tæt og griber ind i hinanden. En mørk, tværgående linje passerer bag figuren og kan ligne en pind eller en støtte. Vi ser ikke, hvordan skikkelsen er havnet her, eller om den er i stand til at bevæge sig fri.
Spindelvævet kan opleves som mere end noget, der holder kroppen fast. Det kan også minde om de sammenhænge, mennesket er viklet ind i: vaner, forbrug og systemer, som er vanskelige at træde ud af. Den enkelte figur står midt i et net, der rækker langt ud over dens egen krop.
Bag mørket lyser det gule. Det er solen, som fortsat er til stede, selv om skikkelsen synes tynget og indespærret. Farven giver billedet lys og varme, samtidig med at den skærper advarslen. Der findes stadig energi og mulighed for liv omkring figuren, men vi kan ikke se, hvor meget der når ind.
Midt i kroppen træder grønne former frem. De kan ligne spirer eller levende vækst, der finder vej gennem de sorte lag. Måske er noget ved at vågne. Måske har livet fået en åbning og er begyndt at brede sig igen.
Men billedet rummer også den modsatte mulighed. Det grønne kan være det sidste, som endnu ikke er dækket. En rest af liv, der bliver mindre, mens mørket langsomt lukker sig omkring den. De samme farver kan derfor fortælle om både begyndende bedring og fortsat tilbagegang.
Øjnene lyser stadig. De giver figuren et nærvær og gør den til mere end en mørk silhuet. Der er nogen derinde, som ser ud på os. Blikket kan opleves som en henvendelse, men afslører ikke, om skikkelsen håber, venter eller blot holder stand.
Mogens Pedersen fastholder et øjeblik uden at vise, hvad der kom før, eller hvad der følger efter. Vi kan se tilstanden, men ikke udviklingens retning. Det gør spørgsmålet om det grønne centralt: Er livet ved at få mere plads, eller er det ved at miste den?
Biologisk advarselsskilt lader mennesket stå midt i den verden, det selv er med til at påvirke. Forureningen findes omkring os, men kan også sætte spor i vores egne liv og kroppe. Advarslen bliver dermed både fælles og personlig.
Maleriet giver ingen færdig løsning. Solen lyser, øjnene er åbne, og det grønne er endnu synligt. Tilbage står spørgsmålet om, hvad der skal til for at give livet luft – og om vi handler, mens der stadig er noget at beskytte.
Maleriet er ikke til salg.
