Først ser man grønne og grålige farvelag, tågede lysfelter og mørke bånd, der skærer på skrå gennem billedet. Så opdager man øjet. Et grønt blik træder frem, og pludselig synes der at være nogen på den anden side af farverne. I Alien undersøger Mogens Pedersen det øjeblik, hvor abstrakte former bliver til en tilstedeværelse.
Omkring øjet anes et langstrakt ansigt. Lyse, ujævne spor kan ligne en pande, en næseryg og en mund, men konturerne opløses igen i malingen. De skrå bånd bryder formen og skjuler dele af den, så væsenet aldrig bliver helt synligt. Blikket må selv forbinde sporene og forestille sig det, der mangler.
Det grønne øje bliver billedets holdepunkt. Når man først har set det, er det vanskeligt at vende tilbage til blot at betragte farverne. De øvrige former får en ny betydning, fordi de nu opleves som dele af et ansigt. En lys plet kan blive et træk i huden, og et mørkt område kan få dybde som en skygge omkring hovedet.
De bløde, lyse felter ligger som dis hen over de mørkere lag. Nogle steder åbner de billedet, andre steder slører de det. Det kan opleves, som om væsenet står bag en tåget rude eller viser sig gennem et rum, vi ikke kender. De mørke bånd kan ligne en afskærmning, men de kan også blot være former, som vores blik forsøger at skabe en sammenhæng i.
Titlen Alien leder tankerne mod et fremmed væsen. Alligevel fortæller billedet ikke, hvor det kommer fra, eller hvad det vil. Der er ingen tydelig handling, som forklarer mødet. Kun et øje og antydningen af et ansigt, der synes at være vendt mod os.
Er blikket nysgerrigt, vagtsomt eller overrasket? Måske undersøger væsenet os med samme usikkerhed, som vi undersøger det. Den tanke vender forholdet mellem beskuer og maleri: Vi er kommet for at se på et billede, men får fornemmelsen af selv at blive iagttaget.
Mogens Pedersen giver det ukendte en form uden at forklare det fuldt ud. De grønne nuancer kan virke fremmede, mens øjet gør mødet genkendeligt. Vi søger efter et udtryk og forsøger at afgøre, om der er noget at frygte. Men et enkelt blik er ikke nok til at fortælle os, hvem vi står over for.
Maleriet åbner dermed også for en overvejelse om, hvordan vi møder det, vi ikke kender. Hvor hurtigt tillægger vi det fremmede bestemte hensigter? Og hvor meget af det, vi oplever, kommer fra vores egne forventninger? Væsenet forbliver tavst, mens forestillingerne opstår hos os.
Alien fastholder mødet i en uafklaret tilstand. Ansigtet er på vej frem og samtidig ved at forsvinde mellem farvernes lag. Tilbage står det grønne øje og spørgsmålet om, hvem der egentlig betragter hvem.
