I Skideballe vender Mogens Pedersen op og ned på den sædvanlige fortælling om spøgelser. Her er det overnaturlige væsen ikke den, der spreder frygt. Nederst til højre står et lille, lyst spøgelse med mørke øjne og åben mund og tager imod en irettesættelse. Dets udtryk kan læses som overraskelse, forskrækkelse eller vantro. Måske havde det slet ikke forestillet sig, at nogen ville sætte det på plads.
Over for spøgelset rejser en langstrakt skikkelse sig i billedets venstre side. Den er fremhævet med en mørk kontur, som gør den tydelig blandt de mange flydende former. En smal arm strækker sig opad og ender i en løftet pegefinger. Gestussen giver figuren en myndighed, som står i stærk kontrast til spøgelsets mere usikre fremtoning. Selv uden ord synes beskeden at være klar.
Billedets øverste del er domineret af dybrøde og brunlige nuancer. Lange spor trækker ned gennem farven og møder et tæt landskab af hvidt, gråt og grønt. Overgangen er ujævn og fuld af bevægelse. De røde former hænger nogle steder ned som tunge forhæng, mens lyse spor andre steder skyder op mellem dem. Det giver scenen en dramatisk baggrund, som passer til titlens voldsomme, men også humoristiske ordvalg.
I den nederste del slynger farverne sig ind mellem hinanden i fine forløb. Hvide og grålige linjer bøjer af, forgrener sig og danner mønstre omkring mørkegrønne områder. Midt i dette mylder er de to hovedfigurer gjort genkendelige gennem deres konturer. De synes både at være en del af farvernes bevægelse og at have deres egen lille historie.
Spøgelsets lyse krop breder sig mod billedets højre kant. Dets ujævne form kan opleves som en kappe eller et lagen, der bevæger sig omkring det. Ansigtet er enkelt, men udtryksfuldt: De mørke øjne og den åbne mund er nok til at give figuren en følelsesmæssig tilstand, som beskueren kan genkende. Den ligner nogen, der pludselig er blevet opdaget.
Titlen Skideballe samler de to figurer i en fortælling. Den løftede finger bliver en irettesættelse, og spøgelsets ansigt bliver en reaktion. Men årsagen får vi ikke at vide. Har det skræmt den forkerte, opført sig uartigt eller blot været på det forkerte sted? Billedet viser øjeblikket, hvor beskeden bliver afleveret, og lader beskueren forestille sig resten.
Humoren opstår i mødet mellem en fantasifuld verden og en velkendt menneskelig situation. Mange kender følelsen af at blive taget i noget eller stå over for en person, som ikke er til at diskutere med. Her rammer den erfaring et væsen, der ellers burde have overtaget. Selv et spøgelse kan åbenbart møde nogen, som det ikke tør sige imod.
Mogens Pedersen inviterer med maleriet til både et smil og en nærmere undersøgelse af figurerne. Er spøgelset skyldbevidst eller blot målløst? Er irettesættelsen rimelig eller lidt for voldsom? Den løftede finger og det overraskede ansigt giver scenen retning, mens fortællingen forbliver åben.
