Håbet Ⅰ og ⅠⅠ

Hvide former bryder frem mellem dybblå og sorte farvefelter. Tynde tråde forbinder dem, mens andre spor krydser hinanden eller forsvinder i mørket. Blikket søger efter sammenhæng i en verden, hvor formerne hele tiden synes at forandre sig.

I maleri nr. 98, Håbet 1, er der luft mellem de lyse former. Det blå åbner rum i billedet, og lange hvide buer skaber forbindelser på tværs. Nogle former samler sig i midten, mens andre strækker sig ud mod kanterne. Der er bevægelse, men også plads til at lade blikket finde sin egen vej.

I maleri nr. 99, Håbet 2, bliver bevægelsen tættere. Hvidt og gråt samler sig i et mere uroligt mylder, hvor de enkelte former er vanskeligere at skelne. Lyse spor bryder gennem mørket, men ingen af dem viser en bestemt retning. Blikket må selv lede efter forbindelserne.

De to malerier rummer dog mere, end man nødvendigvis ser forfra. Håbets grønne farve er malet på kanterne. Først når man bevæger sig til siden, træder den frem. Den har været der hele tiden, selv om den ikke var synlig fra den første position.

I Mogens Pedersens serie bliver de grønne kanter en påmindelse om, at håbet ikke altid er det første, vi får øje på. Når noget virker mørkt eller uoverskueligt, kan en mulighed ligge uden for det udsyn, vi har lige nu. Nogle gange kan et nyt perspektiv gøre en forskel.

Håbet behøver ikke være stort eller tydeligt for at være til stede. Måske viser det sig først, når vi standser op, flytter os lidt og ser igen.

Hvor ville du lede efter håbet – og hvad kan vise sig, hvis du ændrer perspektiv?

Serien består af maleri nr. 98 og 99 og sælges samlet.