Livets gang – en fortælling i tre malerier

Hvordan finder vi retning i livet, og hvad sker der med os, når vi knytter os til andre? I denne serie fortæller Mogens Pedersen om bevægelsen fra usikkerhed og søgen til samhørighed, familie og muligheden for at finde ro. Grønne og tågede farvelag afløses af varme gule nuancer, mens figurerne får nye relationer undervejs. De tre malerier sælges samlet som ét værk.

Serien begynder et sted, hvor op og ned endnu ikke er givet. Siden bliver én til to og derefter til tre. Det er en fortælling, der kan vække genkendelse, men også give plads til beskuerens egne erfaringer. Livets forløb kan tage mange former, og billederne åbner for tanker om, hvordan vi finder os selv gennem både vores egne valg og mødet med andre.

I maleri nr. 59 står en langstrakt skikkelse i et grønt billedrum. Runde øjne og lyse spor træder frem gennem tågede felter, mens formen synes at have et ansigt i begge ender. Maleriet kan vendes begge veje og er derfor signeret i begge ender. Der findes ingen fast orientering, som én gang for alle afgør, hvordan det skal ses.

Vendbarheden bliver en del af fortællingen. I begyndelsen af livet kan retningen være usikker, og vores forståelse af os selv kan forandre sig. Noget, der virkede rigtigt fra én vinkel, ser anderledes ud fra en anden. Den grønne farve kan opleves som begyndende liv og muligheder, mens de slørede områder lader noget stå uafklaret. Hvem er man, og hvilken vej skal man gå?

I maleri nr. 60 er billedrummet blevet gult, og to skikkelser træder frem med blålige hoveder, runde øjne og lyse, uregelmæssige kroppe. Skrå bånd løber gennem billedet og giver det en tydeligere retning. Her bliver én til to. Et andet menneske kommer ind i fortællingen og ændrer den verden, man hidtil har stået alene i.

At finde sammen kan give tryghed, men betyder også, at livet skal rumme flere ønsker og perspektiver. Figurerne har hver deres plads, samtidig med at farver og former forbinder dem. Måske er det netop i denne bevægelse, at man både bliver mere sig selv og en del af et fællesskab. Den anden kan give mod til at finde en retning, uden at alle spørgsmål dermed er besvaret.

I maleri nr. 61 viser tre figurer sig mod en varm, gylden baggrund. Måske er et barn kommet til, og parret er blevet til en familie. Nye forbindelser og et nyt ansvar føjer sig til fortællingen. Livet handler nu også om at give noget videre og skabe plads til et menneske, hvis historie først er ved at begynde.

Nederst ses en figur med en cigar. Den tilfører billedet et glimt af humor og en anden form for tempo. Som om der midt i livets mange bevægelser endelig er tid til at sætte sig og blot være til stede. Man behøver måske ikke hele tiden finde en ny retning eller nå frem til det næste.

Cigaren kan i fortællingen blive et billede på en pause, hvor tankerne får lov at vandre. Måske forestiller man sig figuren siddende ved et bål og betragte flammerne, mens minderne kommer og går. Et øjeblik, hvor det levede liv kan få lov at være der med både glæder, fejltrin og ubesvarede spørgsmål.

Mogens Pedersen lader farverne følge seriens bevægelse fra det grønne og uafklarede mod det gule og varme. De runde øjne går igen og giver skikkelserne et fælles præg, selv om deres situation forandres. Der er noget genkendeligt, som følger med gennem udviklingen: Vi bliver til i nye sammenhænge, men bærer også tidligere udgaver af os selv med videre.

Livets gang inviterer til at se tilbage på de mennesker og øjeblikke, der har givet tilværelsen retning. Hvornår stod vi alene? Hvornår blev et møde afgørende? Og hvornår opdagede vi, at vi var blevet en del af noget større? Måske kommer roen, når vi kan betragte vores egen fortælling med både alvor og et smil – uden at kræve svar på det hele.