Helten – en fortælling i tre malerier

Blandt de mange røde skikkelser står én blå figur. Farven gør den anderledes og leder blikket mod seriens midte. Her står helten i et levende og uroligt univers, hvor gule, røde, orange og lyse farvespor løber mellem hinanden. I denne serie undersøger Mogens Pedersen den betydning, ét menneske kan have for et helt fællesskab. De tre malerier er solgt samlet som ét værk.

En mørk bue strækker sig gennem alle tre billeder. Den samler kompositionen og danner et rum omkring figurerne, men det er den blå skikkelse, der giver fortællingen sit menneskelige holdepunkt. Omkring den findes de andre. Helten kan opleves som den, der tager ansvar, skaber tryghed eller bliver stående, når omgivelserne føles usikre.

I maleri nr. 49 træder røde skikkelser frem mellem gule felter, lyse spor og mørke, nedadløbende linjer. Den sorte bue rejser sig gennem billedet og fører blikket videre mod midten. Figurerne indgår i en større sammenhæng, som først bliver synlig, når de tre malerier ses sammen.

I maleri nr. 50 står den blå figur under buens høje del. De blå nuancer skiller sig tydeligt ud fra de varme farver og de røde skikkelser omkring den. Helten behøver ingen tydelige ansigtstræk for at få betydning. Dens særlige rolle opstår gennem farven, placeringen og forholdet til de andre.

De mange spor omkring figuren gør billedrummet uroligt. Alligevel kan den blå skikkelse opleves som et sted, hvor blikket finder ro. Sådan kan et menneske også virke i vores liv: Omgivelserne ændrer sig, og problemerne er stadig til stede, men vedkommendes nærvær gør situationen lettere at være i.

I maleri nr. 51 fortsætter buen ned gennem billedet. Røde figurer og lange farvespor fører fortællingen videre, mens forbindelsen til den blå skikkelse i midten bevares. Buen spænder over fællesskabet, og de tre malerier bliver tilsammen et billede på den tryghed, der kan opstå omkring én samlende person.

Serien rummer også en enkel tankeøvelse: Forestil dig, at det midterste maleri bliver fjernet. Den blå helt forsvinder, og de to yderste billeder står tilbage. Figurerne er der stadig, men deres fælles holdepunkt mangler. Fraværet ændrer fortællingen og gør det tydeligt, hvor meget den ene skikkelse betyder for helheden.

Det åbner for tanker om de mennesker, hvis indsats vi let kommer til at betragte som en selvfølge. Den, der lytter. Den, der bevarer overblikket eller træder frem, når andre tøver. Måske bemærker vi først, hvor meget de bærer, når de en dag ikke er der til at gøre det.

Titlen Helten giver plads til hverdagens stille heltemod. Det kan være et familiemedlem, en ven eller en kollega, som skaber stabilitet uden selv at kræve opmærksomhed. At være helt kan bestå i at tage ansvar og give andre mod til at stå i noget svært.

Mogens Pedersen lader den blå figur stå tilbage som et åbent spørgsmål til beskueren: Hvem er det menneske, du støtter dig til? Og hvem finder selv tryghed hos dig? Måske er du den blå figur i et andet menneskes verden uden at vide det.