Op af en broget suppe af gråblå, cremefarvede og gullige farvelag strækker sære spøgelsesskikkelser sig. Én har en lang snude, en anden et kantet hoved, mens figuren forrest stirrer med sorte øjne og åben mund. Er den overrasket over at være havnet i suppen – eller over de andre ingredienser?
Mogens Pedersens optegninger fremhæver væsenerne, men deres lange kroppe flyder stadig sammen med baggrunden. Det er svært at afgøre, hvor det ene spøgelse slutter, og det næste begynder. Måske er de på vej op af gryden. Måske er de først ved at tage form.
Med humor og fantasi åbner maleriet en verden, hvor selv spøgelser kan komme i en vanskelig situation. Her er opskriften ukendt, og ingen ser helt ud til at vide, hvad der foregår.
Hvilke væsener finder du i spøgelsessuppen – og hvem har mon rørt i gryden?