En flok finurlige væsener møder os med runde øjne og løftede hænder. De står spredt over en rød baggrund, men deres opmærksomhed synes rettet samme sted: ud mod den, der betragter dem. Flere bøjer armen og gør tegn. Kom her. I dette maleri skaber Mogens Pedersen en invitation, som er tydelig i sin bevægelse, men åben i sin betydning.
Figurerne har forskellige størrelser og former. Nogle er høje og langstrakte, andre små og kompakte. Enkelte har lange, tynde ben, mens andre breder sig i lyse felter med dryppende kanter. De varme gule, orange og rødlige nuancer glider over i de hvide kroppe og giver hvert væsen sit eget udtryk.
De runde øjne binder flokken sammen. Selv de mindste figurer får nærvær gennem deres blik, og øjet vandrer fra den ene til den anden. Nogle synes at se lige på os. Andre kan opleves som optaget af det, der foregår mellem de øvrige. Tilsammen skaber de en fornemmelse af, at vi er kommet til et sted, hvor vores ankomst er blevet bemærket.
Den røde baggrund giver billedet varme og energi. Brede strøg kan anes bag figurerne, mens et mørkere, skråt bånd skærer gennem billedrummet. Der er ingen tydelig grund eller horisont, som forklarer, hvor væsenerne befinder sig. De har deres egen verden, og det er fra den, de kalder på os.
Håndbevægelserne giver fortællingen en retning. En bøjet arm eller en løftet hånd er nok til, at vi forestiller os en henvendelse. Figurerne behøver ingen ord i selve billedet. Titlen samler deres bevægelser til en enkel opfordring, som beskueren selv kan fuldende: Kom her.
Men hvorfor skal vi komme nærmere? Måske vil de vise os noget. Måske har de brug for os, eller måske ønsker de blot vores selskab. Maleriet giver ingen forklaring, der afslutter mødet. Vi må selv overveje, om invitationen føles tryg, nysgerrig, ivrig eller en smule gådefuld.
Forskellene mellem figurerne gør flokken levende. De gentager ikke den samme gestus på præcis samme måde. Nogle gør meget væsen af sig, mens andre står mere stille og lader øjnene tale. Det kan minde om menneskers forskellige måder at søge kontakt på: Nogle træder frem med det samme, andre venter på, at deres blik bliver mødt.
Mogens Pedersen lader humoren opstå i væsenernes former og udtryk. De kan virke overraskede over at se os, selv om det er dem, der kalder. Deres alvorlige, runde øjne står over for de bløde og uregelmæssige kroppe og giver dem en finurlig personlighed. Vi kan smile ad dem og samtidig få lyst til at forstå, hvad de vil.
Invitationen ændrer også vores rolle foran maleriet. Vi står ikke kun udenfor og betragter en flok figurer. Deres blikke og hænder får os til at opleve, at vi selv er en del af situationen. Det næste skridt tilhører os: Vi kan blive stående, gå tættere på eller lade fantasien følge dem ind i billedet.
På afstand samler de mange lyse former sig til et livligt mylder. Tættere på bliver forskellene tydeligere, og vi får øje på små gestus, farveovergange og særpræg. Opfordringen til at komme nærmere får dermed også en konkret betydning. Jo mere opmærksomhed vi giver figurerne, desto mere viser de os.
Kom her fastholder begyndelsen på en kontakt. Væsenerne har rakt ud, men mødet er endnu ikke forklaret eller afsluttet. Tilbage står deres åbne henvendelse og vores egen nysgerrighed. Hvem kalder på os – og hvad sker der, hvis vi svarer?
