Tre sortbrogede Holstein-køer står i et landskab, der synes at miste sin faste form. Over deres hoveder spænder hvide spor, som kan ligne rester af is, mens lyse, grønne og gyldne farvelag løber ned gennem billedet. Køerne stirrer ud mod os med et forskrækket udtryk. I dette maleri giver Mogens Pedersen en stor og alvorlig fortælling en både humoristisk og vemodig synsvinkel: Hvordan ser verden ud for dem, der har fået skylden?
De tre køer står adskilt i billedrummet. Én står til venstre, en mindre ko træder frem nederst i midten, og den tredje står til højre. Deres mørke kroppe og hvide ansigtstegninger giver dem et fælles præg, men hver har sit eget udtryk. De kan opleves som forskellige reaktioner på den samme besked: Er det virkelig os, der har gjort det?
Bag dem er landskabet i bevægelse. Farverne danner lange, nedadgående spor, som gør det vanskeligt at skelne mellem baggrund, kroppe og den grund, køerne står på. Selv benene synes at fortsætte ind i farveløbene. Der er ikke et tydeligt, stabilt sted, hvor de kan stille sig uden for det, der sker.
De hvide forløb øverst kan minde om is, som revner eller mister sit fæste. Under dem trækkes de lyse lag ned gennem grønne og mørkere områder. Billedet kan opleves som et øjeblik, hvor noget er ved at smelte, og hvor forandringen allerede er nået ind i køernes egen verden.
I maleriets fortælling har køerne fået at vide, at det er deres skyld. Den globale opvarmning og den smeltende is er blevet til en anklage, som de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til. De har ingen forklaring parat og ingen mulighed for at holde en forsvarstale. De har levet deres liv som køer og står nu med en skyldfølelse, de ikke kan overskue.
Humoren ligger i at lade dyrene forsøge at forstå et ansvar, som mennesker diskuterer omkring dem. Køerne har ikke selv valgt den rolle, de har fået. De har spist græs, tygget drøv og leveret mælk. Nu synes selv disse daglige handlinger at være blevet en del af en langt større fortælling.
Og de skal stadig malkes.
Denne enkle kendsgerning giver billedet en særlig spænding. Verden omkring køerne er under forandring, og de har tilsyneladende fået et tungt ansvar lagt på sig. Samtidig fortsætter forventningen om, at de leverer som hidtil. Der er ingen pause i hverdagen, hvor de kan standse og finde ud af, hvad der foregår.
Mogens Pedersen bruger køernes situation til at åbne et bredere spørgsmål om skyld og forventninger. Hvad sker der, når nogen bliver gjort til et billede på et stort problem, mens de samtidig indgår i en sammenhæng, som andre har skabt og fortsat har brug for? Titlens »vores« kan være køernes eget spørgsmål, men det kan også vende sig mod os, der betragter dem.
Maleriet giver ingen enkel placering af ansvaret. Det fastholder i stedet oplevelsen af at stå midt i noget uoverskueligt og forsøge at forstå, hvad der forventes. Køernes udtryk kan vække et smil, men også en genkendelse: Følelsen af at skulle håndtere nye krav uden at blive fritaget for de gamle.
De sortbrogede skikkelser gør fortællingen konkret og nærværende. Det er deres ansigter, vi møder, mens farverne løber omkring dem. Den store forandring bliver til en situation, nogen står i, og som de tilsyneladende ikke kan træde ud af.
Er det vores skyld? lader spørgsmålet hænge mellem køerne og beskueren. De venter stadig på en forklaring – og måske på næste malkning. Tilbage står et billede af skyld, afmagt og en hverdag, der fortsætter, selv når verden ikke længere ser ud, som den plejer.
Maleriet er ikke til salg.
