Hvide, fjeragtige former løfter sig gennem dybe grønne og blå farvelag. De følger en diagonal fra nederst til venstre mod øverst til højre og får blikket til at bevæge sig op gennem billedet. Noget synes at være på vej, men hvad er det, vi følger? I Vingeslag skaber Mogens Pedersen en åben fortælling om flugt, bevægelse og forvandling.
De lyse former har ujævne kanter med fine, strittende spor, der kan minde om fjer. Nogle steder samler de sig til noget, der ligner vinger med et tydeligt spænd. Andre steder bliver de smallere og mere ubestemmelige. De står skarpt mod baggrundens mørkere områder, men afslører ingen entydige kroppe eller ansigter.
Måske ser vi fugle, der løfter sig og følger hinanden gennem luften. Måske er det engle eller væsener, som kun findes i dette billedrum. Formerne giver plads til genkendelse uden at fastholde én forklaring. Titlen peger mod vingernes bevægelse, men lader det være åbent, hvem de tilhører.
Den grønne venstre side har en tæthed, der kan vække associationer til skov eller frodig vegetation. Mod midten og højre får blå og turkise nuancer mere plads. Det kan opleves, som om bevægelsen fører fra noget tæt og mørkt ud mod et mere åbent rum. Alligevel er der ingen tydelig horisont, som fortæller os, hvor jorden slutter, og himlen begynder.
Nederst breder røde og varme farver sig under de køligere lag. De giver kompositionen tyngde og intensitet, mens de hvide former tilfører lethed. Måske løfter noget sig fra en urolig begyndelse. Måske er de varme felter blot en del af den verden, væsenerne bevæger sig igennem. Billedet viser bevægelsen uden at forklare dens årsag.
De gentagne, vingelignende former kan også læses som flere øjeblikke fra den samme flugt. Som når en bevægelse fastholdes i en række billeder, kan vi forestille os ét væsen, hvis vinger skifter stilling undervejs. Afstanden mellem formerne bliver da til tid, og blikket følger en handling, som maleriet har samlet på én flade.
I den læsning åbner der sig endnu en mulighed: Måske ændrer væsenet sig undervejs. De hvide former gentager ikke blot hinanden, men får nye udtryk. Rejsen bliver en forvandling, hvor den, der bevæger sig, gradvist bliver til noget andet. Udgangspunktet og bestemmelsesstedet er ukendte, men selve forandringen kan anes.
Mogens Pedersen lader denne tvetydighed give plads til beskuerens egne erfaringer. En rejse kan være en konkret bevægelse fra ét sted til et andet, men også en udvikling, som først bliver tydelig, når vi ser tilbage. Vi begynder med bestemte forestillinger om os selv og opdager undervejs nye muligheder, behov eller retninger.
De hvide former kan opleves som et ønske om at løfte sig fri. Hvad der eventuelt forlades, bliver dog ikke fastlagt. Det kan være en begrænsning, en gammel vane eller en situation, der er blevet for trang. Det kan også blot være glæden ved bevægelsen og ved at mærke, at noget bærer.
Selv om diagonalen leder øjet opad, står formerne i forbindelse med farvelagene omkring dem. De er vokset frem af den samme billedflade, som de synes at frigøre sig fra. Det giver fortællingen en sammenhæng mellem det, vi kommer fra, og det, vi er på vej til at blive.
Vingeslag fastholder et forløb uden at vise dets afslutning. Måske flyver flere væsener sammen, måske ser vi én skikkelse gennem flere øjeblikke. Tilbage står oplevelsen af noget, der løfter sig, og spørgsmålet om, hvordan rejsen forandrer den rejsende.
