Et stort, lyst monster bøjer sig frem med åben mund. Langs ryggen rejser små, strittende hår sig, og hen over kroppen står ordene »Work smarter, not harder« og »Use AI«. Budskabet lover hjælp, effektivitet og nye muligheder, men har samtidig fået en form, der virker truende. I dette maleri undersøger Mogens Pedersen vores forhold til kunstig intelligens og den afhængighed, der kan følge med begejstringen.
Monstrets lyse krop fylder en stor del af billedet og krummer sig ind over et mørkt område. Hovedet vender nedad, som om væsenet er ved at opsluge noget. Baggrunden består af rødlige, brune, grønne og næsten sorte farvelag, hvor formerne er vanskelige at skelne fra hinanden. Den lyse skikkelse træder tydeligt frem, men dens indre grænser opløses flere steder i malingen.
Ordene følger kroppens bevægelse. Blikket kan læse sig op langs ryggen og videre mod hovedet, hvor opfordringen »Use AI« står. Teksten bliver dermed en del af væsenet. Det, der kunne lyde som et praktisk råd i hverdagen, indgår her i en fortælling om noget, vi både tiltrækkes af og kan blive urolige ved.
»Work smarter, not harder« rummer et forståeligt ønske. Vi vil gerne bruge vores tid bedre, slippe for gentagelser og få hjælp til det, der er svært. Kunstig intelligens kan i maleriets fortælling være det løfte, som får os til at lukke monstret ind. Det tilbyder at gøre arbejdet lettere, mens spørgsmålet om prisen for hjælpen står åbent.
Hvad giver vi fra os, når vi overlader flere opgaver til teknologien? Først måske en rutine, der sparer tid. Siden en vurdering, en forklaring eller et valg, vi tidligere selv måtte arbejde os frem til. Maleriet spørger, hvad der sker med vores egen viden og dømmekraft, hvis vi gradvist holder op med at bruge dem.
Monstret kan opleves som et billede på denne forskydning. Det vokser ind i vores hverdag gennem noget, vi selv har ønsket os. Måske er det derfor vanskeligt at opdage, hvornår hjælpen bliver til afhængighed. Vi får mere fra hånden, men kan samtidig komme til at miste følingen med, hvordan resultaterne bliver til.
De strittende hår langs ryggen giver væsenet et særpræg. De kan ligne en kropslig reaktion på uro, som om selv monstret mærker spændingen i situationen. Samtidig kan de få hårene til at rejse sig på os, der ser på. Mogens Pedersen blander det groteske med humor og lader den lyse figur være både mærkværdig og ubehagelig.
Midt i fortællingen opstår et enkelt spørgsmål: Hvad sker der, hvis strømmen går?
Så forsvinder adgangen til den hjælp, vi har vænnet os til. Måske forsvinder monstret også. Men tilbage står vi med de opgaver og beslutninger, der stadig skal håndteres. Kan vi fortsat det, vi engang kunne? Eller har vi i glæden over at slippe for arbejdet også lagt noget af vores kunnen fra os?
Spørgsmålet handler i maleriet om at bevare en selvstændighed, mens vi tager nye muligheder i brug. Hvor går grænsen mellem at få hjælp og at overlade ansvaret? Og hvem holder øje med retningen, hvis vi begynder at stole mere på svaret end på vores egen evne til at undersøge det?
Work Smarter, Not Harder – Use AI fastholder spændingen mellem løftet og monstret. Ordene lokker os tættere på, mens figuren giver anledning til at standse op. Måske er det afgørende spørgsmål, hvem der bruger hvem – og om vi stadig kan vælge selv, når hjælpen først er blevet en vane.
Maleriet er ikke til salg.
