To væsener med runde øjne sidder på hver sin skrå pind i et lilla billedrum. Deres grønne og lyse former synes at svæve mellem tågede felter, mens tynde spor af maling stritter ud omkring dem. De kan ligne stangdukker i en forestilling, som er standset midt i en bevægelse. I dette maleri undersøger Mogens Pedersen, hvor meget vi egentlig kan vide om en situation, når vi kun ser ét øjeblik af den.
Den øverste figur har et bredt, grønt hoved med to lyse øjne og en langstrakt, lysere form nedenunder. Den nederste er mindre og mere spinkel, omgivet af fine, hvide stænk og linjer. De ligner hinanden nok til at høre til i samme verden, men har hver deres udtryk. Måske er de to karakterer i en fælles fortælling, måske er deres veje blot ved at krydses.
Pindene fører skråt ind fra billedets venstre side og giver figurerne en forbindelse til noget uden for deres egne kroppe. Som i et dukketeater ser vi karaktererne, men ikke nødvendigvis den, der sætter dem i bevægelse. Det giver billedet et legende præg og åbner samtidig for spørgsmålet om, hvor bevægelsen kommer fra.
Den lilla baggrund danner en scene uden et tydeligt sted. Her er ingen fast grund eller horisont, der fortæller os, hvordan væsenerne er placeret i verden. Grønne, slørede felter breder sig omkring dem og forbinder nogle steder figurerne med omgivelserne. De fremstår både som selvstændige skikkelser og som former, der endnu er ved at samle sig i farverne.
Vi kan se afstanden mellem dem, men ikke om den er ved at blive større eller mindre. Er de på vej mod hinanden? Har de netop været tættere sammen? Eller står de stille og betragter noget, vi ikke kan se? Maleriet viser deres placering, mens bevægelsens retning forbliver åben.
Det gør beskueren til medfortæller. Ser vi et kommende møde, kan afstanden opleves som forventning. Forestiller vi os et farvel, kan den samme afstand rumme savn. Billedet har ikke forandret sig, men vores forståelse af situationen har. Det, vi forestiller os før og efter øjeblikket, er med til at give det betydning.
Mogens Pedersen lader de runde øjne give figurerne liv uden at fastlægge deres følelser. De kan virke nysgerrige, afventende eller en smule overraskede. Vi forsøger at læse dem, som vi læser andre mennesker, men får kun få tegn at støtte os til. Resten kommer fra vores egne erfaringer og forventninger.
Titlen Stangdukker tilfører også en overvejelse om vores egen rolle i de fortællinger, vi indgår i. Hvor meget bestemmer vi selv, og hvor meget formes af forhold omkring os? Vaner, relationer og forventninger kan påvirke vores bevægelser, også når vi oplever dem som vores egne. Pindene gør denne tanke synlig uden at afsløre, hvem der eventuelt holder i den anden ende.
Alligevel bevarer figurerne deres finurlighed. De kan blot være to mærkværdige væsener på en lilla scene, som venter på, at forestillingen fortsætter. Humoren og de åbne former giver plads til at lade fantasien arbejde, uden at alt behøver en forklaring.
Stangdukker fastholder et øjeblik mellem mulige begyndelser og afslutninger. Måske nærmer figurerne sig hinanden, måske bevæger de sig fra hinanden. Vi ser dem her og nu – og må selv forestille os resten.
