Tre fisk svømmer gennem et hav af røde og orange farver. Deres store, runde øjne træder frem fra lyse kroppe, mens mørkegrønne strømme glider hen over dem og skjuler dele af deres former. I dette maleri har Mogens Pedersen skabt en undervandsverden, der virker genkendelig, indtil man forsøger at bestemme, hvad det egentlig er for fisk, man ser.
Den største fisk fylder den venstre del af billedet. Dens brede, afrundede krop står lyst mod den varme baggrund, og langs undersiden hænger små, dryppende spor. To mindre fisk følger mod højre, delvist skjult af de grønne felter. De deler et fælles udtryk, men har hver deres form og størrelse. Måske tilhører de samme art. Måske har de blot mødt hinanden på vejen.
Hvilke arter der er tale om, er endnu ikke fastslået. Det kræver muligvis en havbiolog med en usædvanlig åben tilgang til sit fag – eller en beskuer, der får øje på noget, ingen andre har bemærket. Fiskene synes under alle omstændigheder ikke selv at være optaget af spørgsmålet. De svømmer videre uden at vente på et navn.
De røde og orange farver giver havet varme og intensitet. Her er ingen blå vandflade, som straks fortæller os, hvor vi befinder os. Det er fiskene, øjnene og de flydende former, der gør billedet til en undervandsverden. Farverne åbner samtidig for andre oplevelser: Måske er vandet farvet af et særligt lys, eller måske befinder vi os i et hav, der kun findes i fantasien.
De mørkegrønne felter bevæger sig på skrå gennem kompositionen. De kan opleves som strømme, skygger eller lag af vand, der passerer foran fiskene. Nogle steder bliver de lyse kroppe næsten opslugt af det grønne, mens øjnene fortsat står tydeligt frem. Blikket må selv forbinde de synlige dele og forestille sig resten.
Små, lyse stænk og spor ligger spredt omkring figurerne. De kan ligne bobler, små organismer eller glimt i vandet og giver plads til flere opdagelser. Det store og det små findes side om side, uden at alle former behøver at få en bestemt rolle i fortællingen.
Med humor leger Mogens Pedersen med menneskets trang til at genkende, sortere og forklare. Vi ser en form og søger straks efter noget, vi allerede kender. Men når fiskene ikke helt passer ind i vores forestillinger, må vi se en gang til. Måske bliver usikkerheden netop en anledning til at være mere nysgerrig.
Maleriet giver plads til glæden ved at møde noget, som ikke straks lader sig sætte i system. Man kan undersøge fiskene, foreslå arter og være uenig om, hvad de ligner. Man kan også blot følge deres bevægelse gennem farverne og lade deres mærkværdige udseende være en del af oplevelsen.
Det røde hav inviterer til at holde blikket åbent. Verden kan stadig overraske, selv når vi synes, vi har godt styr på den. Her svømmer tre fisk videre gennem deres eget univers, mens spørgsmålet om, hvem de er, bliver tilbage hos os.
