En flok hvide dyr befinder sig i et gult savannelandskab. Deres store, runde øjne kigger frem mellem grønne tågebanker, som glider på tværs af billedet og skjuler dele af deres kroppe. De leder efter Joe. Men hvem er han, og hvor har han gemt sig? I dette maleri inviterer Mogens Pedersen beskueren ind i en legende eftersøgning, hvor svaret hele tiden synes at være lige uden for rækkevidde.
Dyrene har aflange, lyse kroppe og små ben, der nogle steder løber ned som dryppende spor. Deres former kan vække forskellige associationer, men de lader sig ikke uden videre bestemme som én bestemt art. De tilhører deres egen billedverden, hvor et øje og en kontur er nok til at give en skikkelse liv og personlighed.
Den gule baggrund skaber et varmt og åbent rum. Hen over den krydser brede, grønne felter hinanden og bryder udsynet. Tågen har en usædvanlig farve og tydelige retninger, som giver landskabet et drømmende præg. Nogle af dyrene er næsten helt synlige, mens andre kun viser et øje eller en del af kroppen. Man kan derfor heller ikke straks være sikker på, hvor mange der er med i flokken.
Øjnene bliver små holdepunkter i det grønne. Blikket springer fra det ene til det andet og forsøger at samle de delvist skjulte former. Hører dette øje til den lyse krop ved siden af, eller gemmer der sig endnu et dyr i tågen? Det, man først opfatter som baggrund, kan pludselig vise sig at være en del af en figur.
Titlen sætter eftersøgningen i gang, men giver ingen beskrivelse af den savnede. Vi ved ikke, hvordan Joe ser ud. Måske er han en af dem, vi allerede har fået øje på. Måske står han længere inde i tågen, eller måske kigger han selv efter de andre. Uvisheden gør beskueren til en del af fortællingen: Man leder videre, selv om man ikke helt ved, hvad man leder efter.
Mogens Pedersen bruger farvernes overlap til at skabe både skjulesteder og forbindelser. Det grønne lægger sig hen over de hvide kroppe, men øjnene bliver ved med at træde frem. Flokken synes at dele det samme landskab og den samme søgen, selv om ingen har fuldt overblik. Det giver plads til både humor og en stille fornemmelse af at være blevet væk fra hinanden.
Fortællingen kan også vække genkendelse fra situationer, hvor noget er tæt på uden at være let at se. Når udsynet er begrænset, må vi orientere os efter enkelte tegn og lade fantasien udfylde resten. Måske finder vi det, vi søger. Måske opdager vi noget helt andet undervejs.
Hvor er Joe? giver ingen endelig løsning. Maleriet lader dyrene fortsætte deres søgen og giver beskueren mulighed for at vende tilbage med et nyt blik. Måske viser Joe sig næste gang. Måske har han stået der hele tiden.
