Dybt inde i en mørk skov står en hvid enhjørning over for en flok spøgelser. De lyse skikkelser dukker frem mellem sorte, nedadløbende spor, der kan ligne træstammer og tætte grene. Det kunne være begyndelsen på en uhyggelig fortælling, men Mogens Pedersen lader mødet tage en ganske anden drejning. Enhjørningen bliver så forskrækket, at den slipper en ordentlig prut!
Bag den breder en lys sky sig gennem skoven. Foran den står spøgelserne samlet, som om de endnu ikke helt har forstået, hvad der foregår. De plejer ellers at være dem, der får andre til at fare sammen. Nu har enhjørningen vendt situationen på hovedet med et forsvar, som ingen af dem havde regnet med.
Den store, hvide figur fylder midten af det aflange maleri. Det spidse horn peger mod spøgelserne, mens skyen bevæger sig i den modsatte retning. Øjet føres gennem billedet fra skyen til enhjørningen og videre til de små, lyse væsener. De mørke konturer fremhæver figurerne i en baggrund af rødlige, gyldne og afdæmpede grønne nuancer.
De løbende farvespor giver skoven et tæt og uroligt udtryk. Former flyder sammen, og det kan være svært at afgøre, hvor et træ slutter, og et væsen begynder. Mellem sporene kan der gemme sig flere ansigter og skikkelser, som først viser sig, når man bliver stående lidt længere. Fortællingen giver en vej ind i billedet, men fantasien kan fortsætte på egen hånd.
Humoren opstår i mødet mellem det eventyrlige og det helt kropslige. Enhjørningen forbindes ofte med noget smukt og ophøjet, men her reagerer den på en måde, der er langt mindre højtidelig. Den behøver hverken magi eller heltemod for at sætte spøgelserne på plads. Måske er den selv lige så overrasket over resultatet, som de er.
Prutten er en fortælling om forskrækkelse, fantasi og et uventet modsvar. Hos Mogens Pedersen får selv den mørke skov plads til et grin. Og spøgelserne må erkende, at de denne gang har mødt deres overmand – fra den forkerte ende.
Maleriet er ikke til salg.
