I Manden og hunden skaber Mogens Pedersen en eventyrlig scene, hvor en mand med en lang stav står sammen med sin hund i et grønt, gådefuldt landskab. Omkring dem gemmer sig andre figurer og spor, som åbner for fortællinger ud over den, titlen først peger på. En tur med hunden bliver indgangen til en verden, hvor noget velkendt møder det uforklarlige.
Manden og hunden befinder sig tæt sammen i billedets nederste del. Deres grønne kroppe er beslægtet med baggrundens farver, men optegnede konturer gør dem tydelige. Manden er fremhævet med sorte linjer, mens hundens omrids har en rødlig farve. De deler dermed landskabet, men har hver deres udtryk.
Mandens skikkelse er sammensat af ujævne former, som giver ham et finurligt præg. Små markeringer antyder ansigtstræk og detaljer i kroppen, mens runde, lyse elementer leder blikket ned gennem figuren. Han synes at holde en lang, mørk stav, der strækker sig skråt op mod billedets øverste del. Staven forbinder den kompakte skikkelse med det store rum ovenover og giver ham karakter af en vandringsmand på vej gennem ukendt terræn.
Ved hans side står hunden med et markant, rundt øje og snuden vendt op mod manden. Dens nærhed og opadvendte hoved kan opleves som opmærksomhed eller forventning. Måske venter den på, at turen fortsætter. Måske har den bemærket noget, som manden endnu ikke har set. Den enkle gestus giver de to en forbindelse, der er let at genkende, selv om deres udseende er fantasifuldt.
Baggrunden veksler mellem olivengrønne, gullige og dybe mørkegrønne områder. Brede, bløde farveovergange skaber en fornemmelse af lys og skygge, mens lange, nedadløbende spor kan minde om stammer eller hængende vækster. Tynde linjer og større skrå former krydser billedet og gør rummet vanskeligt at overskue. Der er ingen tydelig sti, som fortæller os, hvor figurerne kommer fra, eller hvor de er på vej hen.
Til venstre står et spøgelse, tegnet frem med en blålig kontur. Dets enkle ansigt og lange krop giver det et stille, undrende udtryk. Over det svæver en rund form, der kan læses som en ballon, forbundet med figuren gennem en fin streg. Spøgelset synes at have sit eget lille ærinde og bliver en sidehistorie til mødet mellem manden og hunden.
Ballonen tilfører scenen en let og humoristisk tone. Et spøgelse forbindes ofte med noget skræmmende, men her optræder det med en genstand, der kan vække tanker om leg og udflugter. Måske er det blot endnu en besøgende i den grønne verden. Billedet lader det overnaturlige indgå i hverdagen uden at forklare, hvorfor det er der.
Smalle stiger rejser sig i venstre del og fortsætter op mod billedets øverste kant. Deres regelmæssige trin adskiller sig fra farvernes friere bevægelser og antyder mulige veje gennem rummet. Men hvor fører de hen? Op mellem træerne, mod himlen eller ind i en del af fortællingen, som ligger uden for billedet?
De mange linjer skaber forbindelser mellem figurerne uden at samle dem i én entydig handling. Manden har sin stav, hunden retter opmærksomheden mod ham, og spøgelset står med sin ballon. De kan være på samme tur eller blot befinde sig det samme sted et øjeblik. Beskueren må selv overveje, om de kender hinanden, og hvad der eventuelt skal ske mellem dem.
Mogens Pedersen lader med Manden og hunden det almindelige og det eventyrlige eksistere side om side. Fortællingen begynder med et velkendt makkerpar, men vokser, når blikket bevæger sig ud i omgivelserne. Hvem møder de på deres vej? Hvad gemmer sig i de mørke områder? Og ville du følge manden og hunden videre eller vælge en af stigerne op mod det ukendte?
