I Skovturen åbner Mogens Pedersen en eventyrlig verden, hvor lyse skikkelser træder frem mellem grønne, blå og mørke farvestrømme. Figurerne er fremhævet med sorte konturer, men deres ujævne kroppe følger samtidig malingens bevægelser. De synes at være en del af skoven, som om de er vokset frem mellem dens mange lag.
Baggrunden veksler mellem dybe, næsten sorte områder og klare grønne forløb. I venstre side ligger mørket tæt, mens lysere grønne nuancer fylder mere gennem midten og mod højre. Smalle blå spor løber mellem farverne og tilfører en kølig dybde. De mange fine mønstre kan minde om blade, græs og tæt vegetation, men der er ingen tydelig sti eller horisont, som fortæller os, hvor skoven begynder og ender.
Til højre står en stor, lys figur med mørke øjne og en rund, åben mund. Den ene arm er løftet højt og bærer en mindre skikkelse over hovedet. Den lille figur strækker sine lemmer ud og synes et øjeblik at svæve over den grønne baggrund. Bevægelsen kan opleves som leg eller som en måde at give den lille et bedre udsyn på. Måske er der noget i skoven, som de begge gerne vil se.
Den store figurs åbne mund gør udtrykket tvetydigt. Er den begejstret, overrasket eller i færd med at kalde på de andre? Den løftede arm giver scenen energi, men forklarer ikke, hvad der er sket. Beskueren møder figurerne midt i en handling og må selv forestille sig både begyndelsen og fortsættelsen.
Omkring midten ses en anden lys skikkelse med mørke ansigtstræk og en lang, smal udløber, der bøjer ned gennem billedet. Dens krop er sammensat af fremspring og indhak, som gør det vanskeligt at afgøre, om den ligner et menneske, et dyr eller et væsen fra en helt anden verden. Den synes at vende sin opmærksomhed mod det, der foregår omkring den.
I venstre del samler større lyse felter sig i et mere åbent og foranderligt forløb. En mindre, tydeligt optegnet skikkelse træder frem langs kanten af det lyse område. Ovenover ligger mørke og hvide former tæt sammen og kan give anledning til nye ansigter eller dyr, alt efter hvordan blikket forbinder detaljerne. Her er grænsen mellem figur og omgivelser mindre fast.
De lyse skikkelser skaber forbindelser på tværs af billedet. Øjet bevæger sig fra den store figur til højre op mod den lille, videre til midtens væsen og derfra mod formerne i venstre side. Undervejs dukker små hvide prikker og spor frem i det grønne. De kan opleves som lysglimt mellem bladene og får skoven til at virke fuld af små hændelser.
Titlen Skovturen tager udgangspunkt i noget velkendt: en udflugt, hvor man bevæger sig gennem naturen sammen med andre. Men i maleriet har turen fået sit eget persongalleri. Skoven bliver et sted, hvor fantasien kan give liv til det, der ellers blot ville være en gren, en lysning eller en skygge.
Mødet mellem de venlige, legende bevægelser og de mørkere omgivelser giver billedet en særlig spænding. Skoven kan være tryg og indbydende, men den rummer også noget, vi ikke kan overskue. Figurerne synes at dele en oplevelse, mens beskueren står udenfor og forsøger at forstå, hvad der har fanget deres opmærksomhed.
Mogens Pedersen inviterer med Skovturen til at se naturen som et rum for både fællesskab og opdagelse. Hvem følges ad, og hvem er netop dukket op mellem væksterne? Bliver den lille skikkelse løftet for at lege, for at se længere eller for at komme i sikkerhed? I denne skov kan en almindelig tur blive begyndelsen på en uventet fortælling.
