I Muldvarpen lader Mogens Pedersen et lille væsen bryde frem fra sin mørke gang og møde en verden, det endnu ikke kender. Nederst til højre står muldvarpen med ansigtet vendt opad og begge arme løftet i luften. Halen strækker sig til venstre for kroppen. Figuren er tegnet op med Posca, så dens kontur træder frem mellem maleriets mange bølgende farvespor.
Muldvarpens stilling giver scenen sit særlige udtryk. De løftede arme kan være en reaktion på noget overvældende, men gestussen kan også rumme glæde og begejstring. Måske hilser den verden velkommen. Måske forsøger den at forstå, hvad den er kommet ud i. Ansigtets opadvendte retning får den til at virke optaget af noget, der strækker sig langt over dens egen lille krop.
Omkring figuren breder lysegrønne, hvide og grålige nuancer sig i lange, slyngede forløb. Farverne løber ind mellem hinanden og danner fine mønstre, som nogle steder er tætte og andre steder åbner sig i større, lyse felter. De kan minde om rødder, vegetation, jordlag eller strømme. Omgivelserne lader sig ikke samle til ét bestemt landskab, og netop derfor kan de opleves som en fremmed verden fuld af indtryk.
Mørkere grønne områder giver dybde, især i billedets venstre side og nederste del. Her virker farverne mere sammenpressede, mens højre side flere steder er lysere. Muldvarpen står dermed i et område, hvor dens krop næsten falder sammen med de lyse omgivelser. Posca-stregen hjælper øjet med at skelne væsenet fra det mylder, som det er en del af.
Mørkerøde spor skærer gennem de kølige farver. En lang linje bevæger sig fra øverste venstre del ned mod midten, mens andre røde forløb strækker sig gennem højre side og op fra den nederste kant. De kan give associationer til gange, rødder eller sprækker mellem forskellige lag. Blikket kan følge dem som mulige veje gennem billedet, men ingen af dem giver et fuldstændigt overblik.
Den blågrønne optegning samler en del af farvernes bevægelse til en figur. Her bliver et forløb til en hale, andre former til arme og hænder, og et område mellem dem til et ansigt. Muldvarpen får sin egen tilstedeværelse uden helt at løsrive sig fra maleriets abstrakte udtryk. Når man først har fundet den, bliver den et holdepunkt i kompositionen.
Titlen retter opmærksomheden mod et dyr, hvis liv normalt foregår skjult for os. Vi forestiller os dets bevægelse fra en mørk gang ud i en åben verden, men billedet rejser også et spørgsmål om vores egen forståelse. Vi ser grønne farver, lyse spor og røde linjer. Muldvarpens oplevelse kan være en helt anden. Hvordan føles et sted, når man først og fremmest skal lære det at kende gennem andre sanseindtryk end vores?
Mødet med det ukendte kan samtidig læses som en menneskelig erfaring. Vi kan stå i en ny situation uden endnu at kende dens muligheder eller krav. Det, der er velkendt for andre, kan virke stort og uoverskueligt for os. Muldvarpens løftede arme fastholder dette åbne øjeblik, hvor reaktionen endnu ikke kan bestemmes som frygt eller glæde.
Underlaget har også gennemgået en forandring. Maleriet er skabt på en gammel skilteholder, der tidligere havde et praktisk formål. Den skulle bære et skilt og gøre en bestemt besked synlig. Nu er den blevet billedflade for en fortælling, som giver plads til flere betydninger og personlige opdagelser.
Skilteholderens nye liv spejler på den måde motivets møde med en ny verden. En genstand fra hverdagen har fået en anden funktion, mens en lille skikkelse træder frem af farverne og bliver hovedperson i sin egen fortælling.
Mogens Pedersen inviterer med Muldvarpen beskueren til at se nærmere og forestille sig et andet perspektiv end sit eget. Hvad møder muldvarpen over sig? Hvad får den til at løfte armene? Og oplever den verden som fremmed og overvældende eller som begyndelsen på et eventyr?
